|
Referat fra ekstraordinær generalforsamling i MUSA den 12.april 2010
Dagsorden: 1. Valg af 4 nye bestyrelsesmedlemmer 2. MUSA’s fremtid. a) Sammenlægning med CHM under nyt navn b) Opløsning af MUSA c) Andre forslag 3. Evt.
Til stede fra bestyrelsen:
Per, Ulla J., Ulla T., Dorte, Louise (kontaktperson til CHM), samt Nikolaj inviteret fra CHM Afbud: Mads, Poul Referent: Dorte Forsamlingen valgte Mogens Friis til dirigent, der fastslog, at generalforsamlingen er indkaldt med lovligt varsel.
Ad 1: Ingen ønskede at stille op.
Ad 2: a) Det blev enstemmigt vedtaget at sammenlægge de to foreninger i en ny landsdækkende forening under nyt navn under forudsætning af, at det også vedtages på generalforsamlingen den 30. maj i CHM. Det mener Nikolaj, der er overvejende stemning for, da hele bestyrelsen er for. Hvis CHM på deres generalforsamling forkaster forslaget, nedlægges MUSA pr. 28. feb. 2011, når medlemsåret udløber. Den siddende bestyrelse har påtaget sig at afholde allerede planlagte arrangementer indtil da. Det blev vedtaget at eventuelle værdier ved MUSA’s ophør skal bruges til gavn for medlemmerne. Der fremkom forslag om afholdelse af koncerter og sammenspilskurser, hvis foreningen nedlægges og nedsat kontingentbetaling for MUSAmedlemmer til den nye forening i en sammenlægning. Man besluttede, at nedsætte en arbejdsgruppe med et lige antal medlemmer fra begge foreninger. Fra MUSA valgtes Ulla J. og Dorte fra bestyrelsen, samt Louise som ordinært medlem uden for bestyrelsen. Man afventer valg til arbejdsgruppen fra CHM på dennes generalforsamling den 30.maj 2010. Endvidere besluttedes det, at arbejdsgruppen skal komme med forslag til begge bestyrelser om start af en ny forening med stiftende generalforsamling, navn, formålsparagraf, vedtægter med mere. Arbejdsgruppens forpligtelse ophører med afholdelsen af den stiftende generalforsamling i den nye forening. Det diskuteredes, at det vil være en stor fordel, hvis den nye forening kan komme til at etablere sig med repræsentanter fra forskellige regioner for at sikre, at den nye forening bliver landsdækkende. Man blev enige om, at lokalafdelinger bliver et af de emner, som en ny forenings bestyrelse skal tage op. Ved overgangen til den nye forening fremlægges det reviderede regnskab som sædvanligt for MUSA’s bestyrelse og det eventuelle overskud overdrages til den nye forenings bestyrelse. Det blev vedtaget, at MUSA’s cembalo fortsat skal have husly i Vor Frue kirke til gavn for den nye forenings medlemmer og bestyrelse til koncertbrug vest for Storebælt, hvis Vor Frue kirke fortsat vil være med til denne ordning, samt fortsat afholde udgifter til reparationer og vedligeholdelse.
b) Ingen stemte for en opløsning af foreningen MUSA.
Ad 3. Intet
Underskrevet: Mogens Friis, drigent.
Referat af den ordinære generalforsamling i foreningen MUSA lørdag d. 23. januar 2010 kl. 19.00 i Skt. Nikolaigården, Vestergade 21, 8000 Århus C.
Dagsorden:
1 Valg af dirigent 2 Valg af referent 3 Formandsberetning 4 Aflæggelse af regnskab 5 Foreningens kommende aktivitet, set i lyset af medlemmernes ønsker og opbakning. Efter formandsberetningen og regnskabet, vil bestyrelsen gerne have en drøftelse af, hvorledes det bedst sikres, at foreningen holdes i live ud fra et reelt behov hos medlemmerne og ikke for foreningens egen skyld. Baggrunden for at bestyrelsen ønsker en sådan drøftelse, er dels en oplevelse af, at det kan være svært at rekruttere bestyrelsesmedlemmer, hvis MUSA-arrangementerne ikke rammer medlemmernes behov, dels en konkret erfaring med en meget dyr koncert i efteråret 2009, hvor der mødte meget få tilhørere op. Den nuværende bestyrelsens tanker går i retning af en forholdsvis fast struktur på året: En musikdag i jan., en koncert i foråret, en udflugt i sept., en koncert i okt., et foredrag i nov. Desuden forskellige sammenspilsarrangementer som hidtil. 6 Valg af 4 bestyrelsesmedlemmer, 2 suppleanter, 1 revisor og 1 revisorsuppleant Valgperioden er udløbet for: Mads Djernes, Dorte Hansen, Ulla Jerg og Ulla Timmermann (pt suppl f Hanne Skogberg) samt de 2 øvrige suppleanter: Peter Michaelsen og Tore Skogberg, Desuden revisor og suppleant: Ole Willumsen og Morten Piil. 7 Fastsættelse af kontingent 8 Eventuelt
Til generalforsamlingen var indbudt formanden for CHM, Nikolaj Ronimus.
Ad 1: Mogens Friis valgtes til dirigent
Ad 2: Dorte Hansen valgtes til referent
Ad 3: Formandsberetningen blev læst op af referenten, da formanden blev syg.
Ad 4: Regnskabet blev gennemgået af kassereren og godkendt af forsamlingen. Der er en egenkapital på ca. 18.000 kr. ved årets begyndelse.
Ad 5: Bestyrelsen syntes, det har været svært at få folk til at deltage i koncert- og andre aktiviteter end sammenspil og lagde op til en diskussion hos medlemmerne om, hvad foreningen skal bruges til. De fleste gav udtryk for, at sammenspil og socialt samvær er vigtigt, og at der er mange tilbud om koncerter andre steder fra end MUSA.
Ad 6: Ingen stillede op til valg i bestyrelsen. Der skal derfor indkaldes til en ekstraordinær generalforsamling med følgende punkter: Er der mulighed for en ny bestyrelse? Mogens Friis vil gerne være med til at lave en liste over mulige emner omfattende aktive inden for området. Skal foreningen afvikles? Kan foreningen slås sammen med CHM og fortsætte som en landsdækkende forening? Den gamle bestyrelse fortsætter gerne i det kommende år for at være med til at afvikle de fastlagte aktiviteter og/eller foretage en sammenlægning med CHM og finde ud af, hvordan strukturen i så fald skal være. Den indbudte formand for CHM gik varmt ind for en landsdækkende forening som resultat af en evt. sammenlægning. I så fald med nye vedtægter og nyt navn. Generalforsamlingen beslutter, at bestyrelsens valgperiode forlænges et år for at forberede og indkalde til en ekstraordinær generalforsamling med henblik på nedlæggelse eller sammenlægning og for at finde ud af, hvordan det juridisk bliver korrekt gjort og laver et oplæg derom til den ekstraordinære generalforsamling.
Revisor og suppleant, henholdsvis Ole Villumsen og Morten Piil genvalgtes.
Ad 7: Det blev vedtaget at fortsætte med det nuværende kontingent.
Ad 8. Intet
Underskevet: Mogens Friis, dirigent
---------------------------------------
Referat af generalforsamlingen i foreningen MUSA lørdag den 31. januar 2009
Dagen begyndte allerede kl. 14 med musik ledet af formanden fra CHM, Nikolaj Ronimus, og formanden fra MUSA, Mads Djernes. Der var 22 deltagere fra nær og fjern til et dejligt sammenspil, som afsluttedes med en offentlig koncert.
Derefter blev den legendariske fiskesuppe med tilbehør sat til livs, (se opskriften her) hvorefter generalforsamlingen begyndte.
Dagsorden:
|
1 |
Valg af dirigent |
|
2 |
Valg af referent |
|
3 |
Formandsberetning |
|
4 |
Aflæggelse af regnskab |
|
5 |
Valg af 3 bestyrelsesmedlemmer.
Valgperioden er udløbet for Poul S. Jacobsen, Per Bo Hansen og Astrid B. Steffensen.
Valg af 2 suppleanter, 1 revisor og 1 revisorsuppleant |
|
6 |
Fastsættelse af kontingent |
|
7 |
Eventuelt |
Ad 1 Mogens Friis valgtes til dirigent.
Ad 2 Dorte Hansen valgtes til referent.
Ad 3 Mads Djernes fremlagde formandsberetningen. Han ridsede op, hvordan det er gået med foreningens tiltag det forløbne år. Der har været sammenspilskurser både i Århus, Esbjerg og Ålborg. Der er blevet afholdt en enkelt koncert i Århus og en i Esbjerg
I 2009 kommer der forskellige tilbud til medlemmerne, bl.a. arbejder bestyrelsen på udflugter med musisk og kulturelt indslag, kurser som tidligere, koncerter med mere. Bestyrelsen har haft glæde at de nye bestyrelsesmedlemmers friske initiativer.
Konklusionen på formandsberetningen blev, efter diskussion, at tidlig musik er opførelse af musik skrevet til og opført på originalinstrumenter.
Ad 4 Regnskabet blev fremlagt. Der har været udlejning af cembaloet. Kurserne hviler i sig selv. Årets overskud er på 6750 kr. Sammen med overskuddet fra 2007 er egenkapitalen nu på 36.100 kr. Regnskabet godkendtes.
Ad 5 Poul S. Jacobsen, Per Bo Hansen, Ulla Timmermann (Astrid Steffensen) var på valg. Poul og Per genvalgtes til bestyrelsen. Hanne Skogberg blev valgt som nyt bestyrelsesmedlem. Ulla T. som første suppleant, Peter Michelsen som 2. suppleant. Generalforsamlingen anbefalede yderligere 1 suppleant, som blev Tore Skogberg. Ole Willumsen fortsætter som revisor og Morten Piil valgtes til revisorsuppleant.
Ad 6 Kontingentet fortsætter uændret.
Ad 7 Mogens Friis fortalte, at Statens Kunstråd kan give tilskud på 2000 kr. pr. koncert til foreninger, som afholder 4 om året. Det blev foreslået bestyrelsen, at man sammen med CHM fandt koncertserie, tid og sted, samt betingelserne for tilskud, inden ansøgningsdatoen den 19/8 - 09.
Bestyrelsen tager familiekontingentet op til revision.
Formålsparagraffen foreslås revideret, da den blev lavet på et tidspunkt, hvor der ikke var så mange originalinstrumenter.
Koncerterne bør have et forskningsmæssigt præg. MUSA kan være med til forsknings- og græsrodsarbejde.
Diskussionen var livlig og gav bestyrelsen mange gode ideer til det kommende arbejde i foreningen.
Tak til de fremmødte. Det er inspirerende for bestyrelsens arbejde med forslag og diskussion fra så mange interesserede medlemmer, som bakker op om MUSA’s arbejde!
Referat fra den ordinære generalforsamling i foreningen MUSA lørdag den 26.januar 2008
-
Valg af dirigent
-
Valg af referent
-
Formandsberetning
-
Aflæggelse af regnskab
-
Foreningens fremtid
-
Valg af 3 bestyrelsesmedlemmer. Valgperioden er udløbet for Karen Hedin, Dorte Hansen og Jørgen Rosenfeldt. Valg af 2 suppleanter, 1 revisor og 1 revisorsuppleant
-
Fastsættelse af kontingent
-
Eventuelt
Ad 1. Mogens Friis valgtes til dirigent
Ad 2. Dorte Hansen valgtes til referent
Ad 3. Formanden berettede om årets gang i foreningen. Desværre var der ikke kommet noget ud af alle fondsansøgningerne til forestående koncerter. Af arrangementer i 2007 har der næsten kun været kursusvirksomhed.
Ad 4. Regnskabet blev fremlagt. Underskud er vendt til overskud på ca. 30.000 kr. i år. Regnskabet godkendtes.
Ad 5. Diskussion om foreningens fremtid. Der er ikke mangel på ideer, men på personer, som har overskud til at gå ind i bestyrelsesarbejdet. Der blev bl.a. talt om at forsøge at få lavet kurser andre steder i landet end i Århus. Her mente bl.a. Ulla Jerg, at der kunne være muligheder fremover bl.a. i Esbjerg området. Også Ålborg blev nævnt som mulighed. CHM har vist interesse for samarbejde, og det blev foreslået, at bestyrelsen skulle tage kontakt dertil. Formanden gav udtryk for, at der fremover ville være tre væsentlige ting:
-
at få kontakt til medlemmer, som vil være aktive
-
at få fordelt rollerne i bestyrelsen
-
at få fastsat mødedatoer for bestyrelsesmøder et helt år frem
Ad 6. Ole Villumsen valgtes til revisor, Morten Piil til revisorsuppleant. Mads Djernes, Dorte Hansen og Ulla Jerg valgtes til bestyrelsen. Ulla Jerg fik generalforsamlingens tilslutning til, at hun kunne lade en anden indtræde i sit sted.
Bestyrelsen ser herefter således ud:
Indtil 2009 sidder: Astrid Steffensen med Ulla Timmermann som suppleant under Astrids barselsorlov, som udløber om et par måneder, Poul S. Jacobsen og Per Bo Hansen. Indtil 2010 sidder: Mads Djernes, Dorte Hansen og Ulla Jerg. Som suppleanter indtil 2009 sidder Ulla Timmermann og Peter Michaelsen. Bestyrelsen konstituerer sig torsdag den 31.januar.
Ad 7. Kontingentet forbliver uændret
Ad 8. Ingenting
Referent Dorte Hansen
REFERAT af generalforsamling lørdag d. 13. jan 2007:
1. Valg af dirigent: Mogens Friis 2. Referent: Karen Hedin 3. Formandsberetning: Økonomi: Vi er kommet ud med overskud. Kurser: MOF har været partner. Bestyrelsen har haft en studerende ansat til at skrive skrevet 80 fondsansøgninger for at ansøge om midler til koncerter og projekt. Der er kommet 40 negative svar foreløbig. Mange unge kan lide at synge barokmusik. Derfor kunne det være en opgave fremover at samle alle interesserede som en paraplyorganisation og koordinere en fælles indsats. Beretningen blev godkendt 4. Regnskab. Regnskabet blev fremlagt og viste for første gang længe en positiv egenkapital. Cembaloet er sat i stand. Vor Frue Kirke har betalt denne udgift. Regnskabet blev godkendt. Der var ros fra revisoren (Ole Willumsen). Budget for 2007 blev fremlagt. Der forudses en forhøjet udgift til PostDanmarks udsendelsen af bladet. Hvis budgettet holder, er der ca. 15.000 kr. til arrangementerne i 2007. Budgettet blev godkendt 5. Valg af: Tre bestyrelsesmedlemmer To suppleanter til bestyrelsen En revisor En revisorsuppleant Per Bo Hansen og Poul S. Jacobsen var på valg. Begge genvalgtes (indtil 2009). Hanne Tolbøll fratrådte på grund af sygdom i sommeren 2006. Forsamlingen godkendte at Dorte Hansen (suppleant for Hanne) indtrådte som medlem af bestyrelsen for resten af Hannes periode, som udløber i 2008. Sophie Hemmingsen, som først er på valg i 2008, har ønsket at træde ud af bestyrelsen med virkning fra januar 2007. Niels Thilma valgtes som nyt medlem (indtil 2009). Valgt af 2 suppleanter: 1.ste suppleant blev Astrid Steffensen. 2.den suppleant blev Ulla Timmermann (begge indtil 2008). Ole Willumsen genvalgtes som revisor. Revisorsuppleant blev Karen Pedersen (begge indtil 2008). 6. Fastsættelse af kontingent: Kontingentet fastholdes på 300 kr. for enkeltmedlemmer, 400 kr. for familier. Bestyrelsen bemyndigedes til at give rabat til studerende. Forsamlingen tiltrådte kassererens praksis med at opkræve forholdsmæssigt kontingent, hvis der kommer indmeldelser i løbet af et medlemsår. 7. Indkomne forslag. Ingen 8. Eventuelt Idéer til næste år: Mogens Friis kunne forestille sig at bestyrelsen gentager dagens arrangementstype ved andre lejligheder og foreslog, at man undersøgte de økonomiske muligheder ved medlemsskab af Musik og Ungdom. Medlemssakab koster 75 kr. og støtte kan gives både pr. person eller til instruktør, hvis alle deltagerne er medlemmer. Poul foreslog kurser i samarbejde med konservatoriet. Barokkoret Kamma er nedlagt, derfor betænker de Musa med deres indestående på bankkontoen. Mogens Friis mente, at de forhenværende kormedlemmer bør inviteres til et kursus som det just afholdte. Forslag om renæssance- og middelaldermusik, samt om gregoriansk sang og musik. Man kunne tænke sig et samarbejde med Vor Frue kirkes organist
Underskrevet som dirigent: Mogens Friis
Til toppen af siden |